Patienthistorier

Vi har bedt nogle patienter beskrive, hvordan det er at have hyperhidrose (svede meget), og hvordan det føles at få behandling. Derudover vil vi også gerne videreformidle, hvordan patienterne har det efter behandling med botulinumtoksin, undertiden i kombination med tabletter. Vi er selvfølgelig interesseret i at få flere beskrivelser af, hvordan det er at have hyperhidrose; hvordan det føles, hvordan det påvirker hverdagen, og hvordan kontakten med andre mennesker påvirkes heraf. Endvidere ønsker vi også at dele den glæde eller lettelse, som opleves efter en vellykket behandling. Naturligvis vil vi også beskrive behandlingen i store træk, og det gælder også det ubehag, der kan være forbundet med en hel del nålestik, selv om man bliver bedøvet. I forbindelse med patienthistorierne er vi meget bevidste om at videregive alles historier; mænd som kvinder, voksne som børn, svenskfødte som udenlandske, raske som syge, rige som fattige. Vi er altså interesseret i at videreformidle et billede af, hvordan mennesker med hyperhidrose oplever deres situation før og efter behandling.

For jer, der ønsker at stille spørgsmål, er der et andet forum. Gå til fanebladet “Spørgsmål og svar”. Her besvarer vores medicinsk ansvarlige overlæge Carl Swartling spørgsmål via e-mail.

Maria, 32 år

Før behandling

‘”Inden jeg påbegyndte behandlingen hos Svettmottagningen på Sophiahemmet var jeg rigtig ked af mine store svedplamager under armene. Jeg gik kun i sort tøj og havde altid en ekstra trøje på for at skjule pletterne. Jeg var nødsaget til at have ekstra tøjer med i samme farve, således at der ikke var nogen, der skulle bemærke, at jeg havde skiftet trøje. Jeg gik hyppigt på toilettet for at vaske mig. Og alligevel følte jeg mig altid usoigneret!!!”

3 uger efter behandling med botulinumtoksin…

“Super tilfreds!!!! Jeg tænker på sveden hver dag, men nu gør jeg det, fordi jeg er så glad. Det føles helt vidunderligt at være helt tør, selv når jeg dyrker motion. Underligt nok er jeg stadig bange for at afsætte pletter, og nogle gange kan det føles som om, at sveden kommer, men når jeg så mærker efter i armhulen, er der helt tørt. Jeg skal til fest i aften, og jeg skal have en stramtsiddende spraglet trøje på. Tidligere gik jeg kun med sorte, sækkelignende trøjer og i lag på lag.
Jeg skulle betale af egen lomme for denne behandling, men egentlig synes jeg ikke, at det er et kosmetisk problem. Jeg har ingen problemer med mine rynker eller mine bryster. Derfor er det herligt, at jeg ikke behøver at betale mere end for et normalt lægebesøg!”

Christian, 19 år

Før behandling

“Jeg sveder fra hænder, fødder og armhuler. Værst er det med hænderne, fordi man skal hilse på eller på anden måde holde folk i hånden. Armhulerne er også problematiske, fordi man altid skal have ekstra trøjer med, og fordi det er synligt, når man har anstrengt sig eller bliver nervøs. Lægen spurgte mig, hvad jeg ville behandle først. Det var rigtig svært, fordi man ikke kunne behandle alle stederne på samme tid. Da jeg er jobsøgende og synes, at det hamrende ubehageligt at hilse på folk, valgte jeg at behandle hænderne først. Armhulerne kunne behandles samtidigt, og derfor fik jeg behandlet dem begge på én gang. Fødderne får jeg tidligst behandlet om 3 måneder, da der skal være en vis afstand mellem behandlingerne. Det er virkelig ubehageligt at svede på fødderne om vinteren, fordi man bliver så kold”.

4 uger efter behandling

“Wauvvv!!! Får man da aldrig lov at være helt normal – nu er jeg så tør i hænderne, at jeg må bruge blødgørende creme. Men samtidig føler jeg, at det er blevet meget lettere at omgås folk uden at tænke på mine hænder hele tiden. Jeg glæder mig faktisk helt vildt til at møde en sød pige og rigtig holde hende i hånden på vores lange gåturer (Haha). Lægen sagde, at der kunne være lidt svaghed i fingrene i nogle uger efter behandlingen, men det har jeg ikke oplevet. Jeg kunne ikke føle noget stik ved behandlingen, men det var ret ubehageligt at blive bedøvet. Men ikke værre end hos tandlægen. Nu skal jeg bestille tid til behandling af fødderne om 2 måneder”.

Marianne, 75 år

Før behandling

“Da jeg var ung, svedte jeg meget fra armhulerne. Jeg kan huske, at jeg syede absorberende puder i tøjet, for at man ikke skulle se sveden på bluser og trøjer. Fy for pokker, det var en forfærdelig periode! Problemet forsvandt dog heldigvis, da jeg fik mit første barn. Jeg ved ikke, hvorfor det forsvandt, men jeg følte en stor lettelse. Desværre begyndte jeg at svede fra ansigtet og derefter i hårbunden og i nakken. Jeg var 45 år og troede derfor, at jeg var kommet i overgangsalderen, men samtlige prøver viste, at alt var normalt. Da jeg så kom i overgangsalderen, blev det værre, og det hjalp ikke at tage østrogentabletter.

Mit sociale liv føltes ødelagt. Almindelig rengøring eller en gåtur til bussen var nok til at blive helt våd i håret og til at få sveden til at dryppe fra panden. Nogle gange måtte jeg bære pandebånd, og jeg havde permanent pandehår for at skjule sveden i panden. Jeg ville ikke gå til fester eller besøge mine veninder længere. Jeg følte mig isoleret. Om sommeren sad jeg i skyggen. “Hvorfor sidder du ikke sammen med os – mormor?”, plejede mine børnebørn at spørge. “Mormor kan ikke tåle varmen”, svarede min datter. Det var frygteligt!

Da jeg ankom til Svedklinikken, havde jeg ingen forhåbninger, men håbet er det sidste, der forlader en.”

4 uger efter behandling

“To dage efter behandlingen gjorde jeg hovedrent. Jeg var helt tør i ansigtet, håret var ikke vådt, og nakken var også helt normal. Jeg blev først overrasket og begyndte derefter at grine. Jeg gik en lang tur, og jeg begyndte at svede på ryggen, men der kom ikke en dråbe fra ansigtet. Jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er. Selv om jeg er oppe i årene, så føles det som om, jeg har fået et nyt liv! Lægen spurgte til eventuelle bivirkninger, men jeg har faktisk ikke tænkt på, at jeg har haft svært ved at løfte øjenbrynene i nogle uger. Den bivirkning føles ubetydelig i forhold til, hvordan behandlingen har ændret mit liv. Alle de stik, jeg fik, var ok. Jeg fik tilbudt bedøvelse med et morfinpræparat, men jeg har en ret høj smertetærskel, så jeg sagde nej tak til tilbuddet. Hele behandlingen tog ca. 15 minutter.”

Mor til Erik, 13 år

Før behandling

“Erik har altid svedt meget fra hænder og fødder. Han har altid været varm og svedt nemt ved anstrengelse. Det ligger nok i generne, da Erik har fætre og kusiner med store svedproblemer. Da han var yngre, var der tilfælde, hvor kammeraterne ikke ville holde ham i hånden ved runddans. Jeg og hans far, Lars, blev kede af det, men det virkede som om, at Erik var ligeglad. Vi drøftede det med en skolesygeplejerske, som sagde, at det ville han vokse fra. Men det forsvandt ikke af sig selv, og nu da Erik er i en mere følsom alder, er det blevet et kæmpe problem. I starten ville han ikke tale om det, men senere gav han udtryk for, at det var ubehageligt, og at han ikke ville være med i gymnastiktimerne, når de skulle danse. Vi prøvede Absolut Torr, men det virkede ikke, og Erik blev bare tør i huden, mens sveden fortsatte med at gøre hans hænder og fødder våde. Det udviklede sig til en akut krise, da en kammerat havde drillet Erik med, at der kom pletter på stolene i skolen. Nu ville han pludselig ikke i skole. Vi har søgt på Google og læst om Botox, men vi stiller os tvivlende over for det, fordi det udelukkende anvendes på skønhedsklinikker. Men så fandt vi ud af, at det også indgik i behandlingen på Svedklinikken. Selv om Botox anses for at være en nervegift, ønsker både hans far og jeg, at Erik skal have hjælp”.

4 uger efter behandlingen

“Det virkede sandelig! Hele familien er utrolig taknemmelig og glad for, at vi tog beslutningen om at få Erik i behandling. Vi drøftede allerede behandlingen under det første besøg, og vi fik selv lov til at bestemme, om behandlingen skulle foregå i fuld narkose eller med almindelig tandlægebedøvelse. Erik ville gerne behandles med det samme. Lægen påførte EMLA-creme ved håndledene, som skulle sidde i en time. Da bedøvelsen så blev givet, gik det faktisk ret godt, og Erik syntes, at det var OK, selv om han var bange. Han har allerede besluttet, at han vil have samme bedøvelse næste gang. Men det er dog rart, at lægen også tilbyder fuld narkose. Det føles trygt. Erik er bare så glad, og han går i skole uden problemer. Vi kigger på og rører ved hans hænder, og vi er positivt overraskede over, hvordan en våd hånd kan blive så varm og tør. Med denne historie vil jeg støtte alle forældre med børn, som lider af hyperhidrose. Det er navnet på den sygdom, som vores søn lider af”.

Kommentarer fra patienter efter behandlingen:

“Jeg besøgte jer for nogle måneder siden og fik behandling for sved i hænder og armhuler og ville bare sige, at jeg er meget tilfreds med resultatet.

Jeg vil også rose jer for jeres professionelle omgang med patienterne. Normalt når jeg går til lægen, synes jeg altid, at lægerne virker ret arrogante og uinteresserede i patientens problemer og trængsler. Men hos jer var det modsatte tilfældet, utroligt ydmyge, rare, morsomme, tog jer god til patienterne, og jeg følte mig vældig godt behandlet. Så hvis I lavede en kundeundersøgelse, ville I få topkarakterer af mig!

Så en stor tak for jeres hjælp, den bedste julegave, jeg nogensinde har fået!

Mvh. E”

 

Hej alle hos Svedklinikken!

Først en stor TAK til jer! Alle dem, jeg mødte hos jer, var bare så imødekommende og rare!

Jeg er uendelig taknemmelig for den hjælp, jeg fik.

Det er ligesom et mirakel efter en gåtur først at føle, hvordan temperaturen stiger i kroppen, og dernæst hvordan stressen øges og opleve stressen over, at sveden snart begynder at løbe – og så GØR DEN DET IKKE!!! Angrebene fra svedkirtlerne i ansigtet udebliver, selv om det føles som om, at de er i gang. Svedningerne i nakken og på ryggen forsvinder hurtigere – måske pga. mindre stress i forbindelse med, at sveden ikke længere løber ned ad ansigtet.

Som en ekstra bonus vil jeg nok tabe nogle kilo. Jeg har nemlig undgået gåture, når jeg skulle ud af huset, for at slippe for at være gennemblødt, når jeg nåede frem. Nu kan jeg gå uden at behøve at tænke på det.

Endnu en gang: TUSIND TAK!

Og på gensyn!

/L. E.”

 

”Hej,

Da jeg var til behandling hos jer, havde jeg en spændende oplevelse, idet bedøvelsen ikke virkede, som den skulle, og smerten føltes helt reel.

Nu er der gået næsten 5 uger, og jeg er dybt imponeret af resultatet. Jeg kan i nogle tilfælde stadig svede om fødderne, men så bliver de en smule fugtige og ikke sjaskvåde.

I kraft af behandlingen er jeg også blevet mit værste problem kvit, nemlig at fødderne stank!. Nu har jeg tørre og friske fødder!

Det er svært at sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp, TAK!
Vil også benytte lejligheden til at rose alle, jeg mødte, som var utroligt rare, det føltes ikke som et hospital.

//Fra en taknemmelig og utrolig glad fyr!”

 

”Hej!

Jeg fik min første behandling mod håndsved hos Jer. Jeg vil bare sige, at resultatet langt overgår mine forventninger!!! Jeg var godt klar over, at jeg led MASSIVT af håndsved, men vidste ikke HVOR meget, indtil jeg fik mulighed for at opleve forskellen! Så en stor tak for en super støtte fra Jer, som var på arbejde, det gik godt til trods for min angst for nåle og sprøjter, hvilket jo er helt vildt .

Spændende, hvor længe behandlingen holder, men vi ses med garanti igen!

Mvh./ MS”

 

”Hej!

Jeg fik behandling i ansigtet hos jer for nogle uger siden. Jeg sender jer en e-mail for at fortælle, at det har haft en formidabel virkning! Jeg er holdt op med at svede i ansigtet og i hovedbunden. Desuden sveder jeg heller ikke længere omkring øjnene, som ellers ikke blev direkte behandlet. Det er fortsat lidt svært at forstå og at regulere en adfærd, som man har haft i 14 år. Jeg er meget tilfreds med både den måde, hvorpå jeg blev modtaget, og med resultatet af behandlingen. Jeg føler også, at det har påvirket andre dele af kroppen. Da jeg ikke længere bliver stresset af svedningerne i ansigtet, sveder jeg ikke så længe andre steder på kroppen, som jeg gjorde inden behandlingen.

Efter jeg fik behandling hos jer, har jeg fået et fritidsjob og også fået mod på at gøre ting, som jeg havde problemer med før, f.eks. at gå til klassefester. Det er virkelig dejligt at slippe for svedningerne i ansigtet, og det har givet mig mere tid til at fokusere på andre ting.

Jeg fortalte også med min læge om behandlingen, og han virkede meget interesseret.

Jeg ser frem til næste gang og siger mange tak for hjælpen.

Mvh. D”

 

Hej!

Jeg var på besøg hos jer i december, hvor jeg fik min første botoxbehandling. De seneste tre måneder har været helt fantastiske! Jeg rejste til Sydamerika lige efter behandlingen, og jeg har aldrig i mit liv kunne nyde så meget af en ferie som denne gang. Takket være behandlingen behøvede jeg ikke tænke på, hvilket tøj der ville dække mine stærke svedninger bedst. Hver gang jeg tjekkede, om jeg rent faktisk svedte, konstaterede jeg med et smil på læben, at jeg i virkeligheden ikke behøvede at bekymre mig om det Det er helt vidunderligt!

Jeg var egentlig helt imod botoxbehandling, men da resultatet er så positivt, har jeg besluttet mig for, at det måske alligevel er det hele værd.

Mange hilsner M”

 

TAK FOR JER!!!!

Forrige fredag fik jeg mine første indsprøjtninger i armhulerne og på ryggen. Efter en uge føler jeg mig helt tør. Jeg kan være ude og gå med mine hunde uden at skulle skifte en trøje, der er gennemblødt af sved, når jeg kommer hjem. I stressede situationer er jeg også forblevet tør.

Det morsomme er, at mine svedninger under brysterne og ved lysken også er aftaget.

Jeg behøver ikke længere bære rundt på ekstra tøj i tasken.Behøver ikke længere at have lag på lag-tøj på. Det bliver sjovt at købe tøj i andre farver end sort og hvid. Nu længes jeg efter sommeren!!!!

Tak for jeres professionelle imødekommenhed, I fik mig til at føle mig tryg.

Endnu en gang TAK TAK TAK!!!!

På gensyn! Marie ”